skip to Main Content

For noget tid siden fandt jeg mig selv i en krise. Der var nogle ting på jobbet, som jeg ikke kunne finde mig til rette med, men jeg havde hverken modet eller lysten til at gøre noget ved det. Det voksede sig større og større i mig, og det sled på mig. Jeg kunne ikke falde i søvn om aftenen, fordi tankerne kørte rundt, og jeg vågnede ofte i løbet af natten med en dominerende og ubehagelig følelse af uro. Manglen på søvn tærede på mit overskud, og det blev en ond cirkel. Det begyndte at gå ud over mine relationer og min familie.

Det stod klart for mig, at jeg måtte gøre noget aktivt for at bryde dette mønster, og at jeg måtte investere noget i at passe på mig selv og få hjælp til at finde retning.

Jeg opsøgte Kristine og havde flere samtaler med hende. Hos Kristine var der et rum, hvor det handlede om mig og om at afsøge mine muligheder. Hun havde ingen interesse i at overbevise mig om det ene eller det andet. Der var ingen anden dagsorden end at hjælpe mig til afklaring. Hun formåede at stille spørgsmål, som fik mig til at se tingene i et andet perspektiv. Spørgsmål der ændrede lidt på min oplevelse af forskellige situationer og omstændigheder. Jeg gik hver gang fra vores samtaler med en følelse af at være lidt klogere og lidt lettere.

Disse samtaler var afgørende for, hvor jeg står i dag, og hvordan mit blik på mit liv er. Det er et sted med ro og afklaring.

Signe Kildegaard

 

Back To Top